Familien på vej

Her kan du læse mere om Jammerbugt Kommunes projekt "Familien på vej"

Jammerbugt Kommune har med projekt ”Familien på Vej” sat ambitiøse mål om gå nye veje i forhold til at bryde den negative sociale arv. Formålet med projektet er at bryde den negative sociale arv for udsatte familier ved, at de får en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats i deres kontakt med Jammerbugt Kommune og i endnu højere grad end tidligere selv får lov at sætte dagsordenen for deres udvikling og mål.

Jammerbugt Kommune har fået 10.644.000 kr. fra Den AP Møllerske Støttefond til gennemførelse af projektet samt evaluering heraf. Jammerbugt Kommune har givet tilsagn om at medfinansiere med 7.012.700 kr.

Over en treårig periode deltager 45 familier i projektet, og konkret forventes mindst 10 familier i den 3 års periode at få brudt den negative sociale arv ved, at minimum én forælder kommer i beskæftigelse og ved, at indsatsen fra Familieafdelingens side kan bringes til ophør (eller reduceres betydeligt). Det sekundære mål er, at Jammerbugt Kommune får udviklet metoder til effektivt at bryde den sociale arv, som ikke alene vil komme de 45 familier, der kommer i berøring med projektet, til gode, men også alle andre udsatte familier i Jammerbugt Kommune og for den sags skyld i andre kommuner, der ønsker at gøre brug af erfaringerne fra dette projekt.

Aalborg Universitet (AAU) bistår løbende projektet med råd og vejledning og står for evalueringen af projektet, som sammenfattes med egne data.  Evalueringer vil løbende føre til justeringer af den tilrettelagte praksis både i projektet overordnet, men også i forhold til den konkrete indsats i familien.

I ”Familie på Vej” er familien som nævnt i førertrøjen, hvilket betyder, at den enkelte familie skal have netop den indsats, som gør en forskel for dem. Familien skal selv definere, hvad denne indsats skal bestå i - kvalificeret af den viden, der er nødvendig, sammenholdt med et forvaltningens rammer og regler. For at bryde mønstret, kræves inddragelse - primært af familien - men også med professionelle og civile i familiens netværk. Herudover kræves en individuel tilpasset tilgang til den enkelte familie, hvor familiens drømme og motivation sættes i højsædet. Det er i indsatsen, samarbejdet og inddragelsen af familien, der skal skabes en forandring. For at skabe mere helhedsorienterede indsatser på tværs af kommunens tilbud, får familierne en fast tilknyttet kontaktperson og følges tæt, mens de understøttes i forandringsprocessen af et nøje udvalgt familieteam i at opnå bedre trivsel og tilknytning til arbejdsmarkedet via deres drømme for fremtiden.

Familien på vej - flyer

Familien på vej - kontakt

Projektleder 

Signe Horsager 

sgh@jammerbugt.dk