4. klasses elever skal lære deres land at kende

Danmarks børn skal kende deres eget lands mangfoldige natur, kultur og historie. Derfor sender fire ministre cirka 3.000 elever fra 4. klasser i ni kommuner på busture rundt i landet med projektet ’Kend dit land’. Heriblandt er 140 elever fra Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt Kommune er blandt de ni kommuner, som er blevet valgt til en minidannelsesrejse med ”kend dit land”. Elever fra 4. klasser i kommunen skal til efteråret på tværs af Danmark for at opleve nye og anderledes steder. Eleverne får blandt andet mulighed for at besøge Nationalmuseet og Det Kongelige Teater.

”Det vigtigste i projektet er den almene dannelse. Det er medvirkende til, at eleverne opnår en samhørighedsfornemmelse med resten af Danmark og de kulturinstitutioner, som er vores allesammens. Det Danmark, som til tider kan føles langt væk, når man vokser op i en smuk, stolt vandkantskommune”, udtaler formand for Børne- og Familieudvalget Ulla Flintholm.

Den almen dannelse er et vigtigt element i Jammerbugts folkeskole, derfor har kommunen derudover valgt at indgå i et toårigt partnerskab med netop Det Kongelige Teater. Det betyder, at elever fra hele kommunen får mulighed for se, høre og prøve kræfter med den klassisk scenekunst lige fra ballet til opera, mens lærerne vil få inspiration til at inddrage det i den fremtidige undervisning.   

Ud over Jammerbugt Kommune er de øvrige otte kommuner, der er udvalgt til ”kend dit land” elever fra 4. klasser i: Billund, Esbjerg, Fanø, Favrskov, Kalundborg, København, Rebild og Viborg.

Om projektet
’Kend dit land’ er et pilotprojekt, der fra august til oktober 2018 får 4. klasseelever i ni udvalgte kommuner til at krydse landet i bus. Alle kommuner har kunnet ansøge om at deltage i pilotprojektet. De udvalgte kommuner får adgang til skræddersyede ruter med en stribe af landets bedste kultur- og naturtilbud for børn. Naturcenter Fosdalen er et af stederne, som eleverne besøger i det jammerbugtske.

Ministrene bag pilotprojektet er Kulturminister Mette Bock, Undervisningsminister Merete Riisager, Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og Børne- og socialminister Mai Mercado.