Bæredygtig vækst i virksomheder i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune samarbejder med de øvrige nordjyske kommuner, Aalborg Universitet og Eniig i et projekt om at skabe bæredygtig vækst i en række små og mellemstore virksomheder.

I de små og mellemstore virksomheder kortlægger parterne bag forbruget af energi og ressourcer i virksomhederne med henblik på at finde muligheder for besparelser. En såkaldt ressourcescreening, som 99 små og mellemstore nordjyske virksomheder gennemgår.

Efter screeningen får virksomhederne præsenteret konkrete og økonomisk fordelagtige muligheder for at spare på energi og ressourcer i en ressourceplan. De virksomheder, som har væsentlige potentialer for besparelser, kan herefter få finansieret konsulenthjælp til at indfri besparelserne og udvikle en grøn forretningsmodel.

I december tog Fårup Sommerland, som den første virksomhed i Jammerbugt Kommune, imod tilbuddet om en ressourcescreening, og fik i foråret overleveret en ressourceplan.

I august måned vil yderligere fem virksomheder fra Jammerbugt Kommune få en ressourcescreening. Det drejer sig om virksomhederne: TV2/NORD, Feriecenter Slettestrand, Golding Byg, Granly Entreprenør og Granly Tømrer- og Snedkerforretning.

Læs mere om projektet for de små og mellemstore virksomheder og om netværket for bæredygtig erhvervsudvikling i Nordjylland.