Kampagne og politi vil stoppe uopmærksomme trafikanter

Hver femte bilist sidder meget ofte i egne tanker bag rattet. Sammen med Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension vil Jammerbugt Kommune nu have bilisternes fokus tilbage på trafikken. Politiet bakker op med kontrol på vejene.

Uopmærksomhed og for høj fart er en dødsensfarlig cocktail i trafikken og er hvert år skyld i mange alvorlige trafikulykker, der koster liv.

For at få flere til at være opmærksomme i trafikken, vil Jammerbugt Kommune i samarbejde med 67 andre kommuner, Rådet for Sikker Trafik samt Forsikring & Pension nu gennemføre kampagnen ”Kør bil, når du kører bil – kom ud af din boble”.

”Vi lever i en tid, hvor mobilen ofte forstyrrer os med notifikationer, og hvor det for mange nærmest er blevet en automatiseret reaktion at tjekke skærmen. I trafikken er den reaktion dog yderst uhensigtsmæssig”, siger konsulent Lise Holt, Jammerbugt Kommune

Hvis du overser en anden trafikant, kommer over i modsatte vejbane eller kører for tæt på bilisten foran, så kan det gå galt. Kører du samtidig for hurtigt, bliver konsekvenserne endnu mere alvorlige.

Kampagnen ”Kør bil, når du kører bil – kom ud af din boble” kører fra midt i september til og med 7. oktober, og kan ses på plakater på P-pladser rundt om i kommunen, på sociale medier og i biografer samt tv.

Politi vil stoppe bilister

Budskabet i kampagnen er, at det ikke kun er mobilen, papirer eller GPS´en, der kan tage vores opmærksomhed fra trafikken. Uopmærksomhed kan også skyldes, at man er mental uopmærksomhed, fordi man sidder i egne tanker, er træt eller stresset.

I en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, siger næsten hver femte bilist (18%), at de ofte eller meget ofte sidder i egne tanker, når de kører i trafikken. Seks procent af de adspurgte siger desuden, at de ofte eller meget ofte er trætte eller stressede.

Hvis man er mentalt fraværende, kan det betyde, at man reagerer markant langsommere i en kritisk situation.

”Mange har formentlig oplevet, at de har kørt flere kilometer uden at de egentlig kan huske, hvad der er sket. Det er udtryk for, at de har været mentalt fraværende, og det øger risikoen for ulykker, hvis vi ikke har vores fulde opmærksomhed på trafikken omkring os, siger” Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Som opbakning til kampagnen sætter politikredsene ind med kontrol af uopmærksomme trafikanter fra 17.-23. september. Det kan være trafikanter, der læser sms, på iPad, i papirer, taster på deres GPS eller taler i håndholdt mobil, mens de kører i trafikken.

I 2017 sigtede politikredsene flere end 19.000 trafikanter (bil, varevogn, lastbil, bus, knallert og cykel) for at tale i håndholdt, mens de kørte på vejene (kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter):

  • Nordjylland: 1.576
  • Østjylland: 1.252
  • Midt- og Vestjylland: 1.952
  • Sydøstjylland: 1.788
  • Syd- og Sønderjylland: 1.799
  • Fyn: 1.675
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 992
  • Midt- og Vestsjælland: 1.409
  • Nordsjælland: 1.037
  • Københavns Vestegn: 1.457
  • København: 4.942
  • Bornholm: 82
  • Total: 19.961

Se kampagnen her: https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/koer-bil-naar-du-koerer-bil

Fakta: Ny undersøgelse: Så mange sidder i egne tanker bag rattet

  • 18 % af bilisterne sidder ofte eller meget ofte i egne tanker, mens de kører i trafikken.
  • 42 % siger, at de engang imellem sidder i egne tanker.
  • 6 % siger, at de ofte eller meget ofte er trætte eller stressede, når de kører i trafikken.

(Kilde: Interviewundersøgelse blandt 1.110 bilister, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, 2018).

De 38 kommuner, der er med i kampagnen: https://www.sikkertrafik.dk/media/7907/kommuner-der-deltager-i-uopm-2018.pdf