Klar til et pust?

Der er stadig for mange, der sætter sig bag rattet og kører, når de har drukket alkohol. Med kampagnen ”Klar til et pust?” minder Jammerbugt Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik alle om at lade bilen stå, hvis man har drukket alkohol til en af sommerens fester og sociale sammenkomster.

Hver sommer stopper politiet alt for mange bilister på vejene, der har en for høj promille. Sommerens hygge med grill, strandture, by- og havnefester betyder, at der er mange anledninger til at nyde alkohol. Desværre er det stadig et udbredt problem med folk, der sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om deres promille.

Det vil kampagnen ”Klar til et pust?” ændre på (se kampagnen her: www.sikkertrafik.dk/pust). Hen over sommeren har politiet ekstra fokus på spritkørsel, og samtidig har 78 kommuner (se hvilke kommuner nederst i pressemeddelelsen), Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden sat tusindvis af skilte op langs vejene med teksten ”Klar til et pust?”. Kampagnen skal minde folk om, at hvis de ikke er klar til at puste i politiets alkometer, så bør de lade bilen stå.

"Jammerbugten er et dejligt ferieområde, hvor mange mødes og hygger sig i de lyse sommeraftener – men det kan have betydelige konsekvenser at køre med promiller i blodet. Vi er derfor atter med kampagnen, for at skabe opmærksomhed på risikoen", udtaler trafiksikkerhedsmedarbejder Lise Holt, Jammerbugt Kommune.

Alkohol i hver 6. dødsulykke

Mens vi er blevet bedre til at lade bilnøglerne ligge hjemme, når vi tager til julefrokost i december, så kniber det mere i sommermånederne. Ulykkestallene viser, at der sker flere ulykker med alkohol på vejene i juni og juli måned end i fx december. Derfor sætter kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og politiet ekstra fokus på spritkørsel hen over sommeren.

Tallene viser også, at i perioden 2012-2016 har 134 mennesker mistet livet og 915 personer er kommet alvorligt til skade i trafikulykker med et motoriseret køretøj, hvor der har været alkohol involveret.

I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik gennemførte blandt 1.400 bilister i 2017, svarer 13 % af dem, at de har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Derfor opfordres alle nu til at lade køretøjet stå, hvis man er det mindste i tvivl om sin promille.

"Det er svært at beregne sin promille, så lad være med at tage chancen. Alt for ofte går det galt, og man risikerer at skade enten sig selv og andre eller at miste kørekortet. Skal du til et sommerarrangement, hvor der er alkohol, så lad bilen stå der hjemme og planlæg på forhånd, hvordan du kommer sikkert hjem", siger Maria Bryld Tværmose Hansen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd:
Der skal ikke meget til, før de fleste når grænsen for spirituskørsel på 0,5 promille. Det sikreste er at lade bilen stå derhjemme, hvis du ved, at du vil drikke alkohol eller at drikke max en genstand.

Du kan ikke øge forbrændingen af alkohol. Lige meget om du danser, drikker kaffe, tager bad eller trækker frisk luft.

Fakta:
Se Rådet for Sikker Trafiks temaside om spritkørsel: www.sikkertrafik.dk/pust
Her kan du se de 78 kommuner, der er med i spritkampagnen ”Klar til et pust?”: https://www.sikkertrafik.dk/media/7448/kommuner-i-spritkampagne-juni-2018.pdf

Ulykkestal per politikreds:
Personskader i ulykker med mindst én alkoholpåvirket fører af et motoriseret køretøj 2012-2016 (kilde: Vejdirektoratet):

Politikreds

Dræbte

Alv. tilskadekomne

Total

Bornholm

2

5

7

Fyn

10

94

104

Kbh. Vestegn

7

31

38

København

8

53

61

Midt- Vestjylland

25

157

182

Midt- Vestsjælland

13

68

81

Nordjylland

23

139

162

Nordsjælland

7

54

61

Syd- Sønderjylland

6

85

91

Sydsjælland

13

88

101

Sydøstjylland

8

71

79

Østjylland

12

70

82

I alt

134

915

1049