Stort fremmøde til mark- og naturvandring

Teamet ”Det gode liv på landet”, som Jammerbugt kommune og LandboNord startede ved Fjerritslev Dyrskue, fortsatte med endnu et fællesarrangement i sidste uge.

Et bredt udsnit af lokalbefolkningen var mødt op for at blive klogere på, hvad der rør sig ude i marken og naturen i det varme sommervejr.

Det var både landmænd med deres familier, naturinteresserede og lokale sommerhusejere, som meldte sig klar til en gåtur som blandt andet gik op forbi kommunens højeste punkt, Nordbjerg.

Efter godt to timers gåtur med indlagte stop ved sjældne naturoplevelser og de omkringliggende marker, vendte alle tilbage til parkeringspladsen, hvor snakken lystigt gik på tværs af de fremmødte.

Per Bak, formand for LandboNords kreds 3 takkede af og lovede, at fællesarrangementerne vil fortsætte, og at der er mange emner, der kan understøtte det gode liv på landet – herunder jordfordeling og sikring af adgangen til naturen og formidling.